InterMat 2.0#

Velkommen til InterMat 2.0 – et efteruddannelseskursus til gymnasielærere om matematik, modellering og computerberegninger.

Formål#

Matematisk modellering og computerberegninger spiller en stadig vigtigere rolle i både matematikfaget og et samfund præget af data, algoritmer og kunstig intelligens. På dette kursus styrker du dine kompetencer inden for modellering, computerberegninger og programmering. Vi har særligt fokus på metoder og eksempler, der kan anvendes direkte i gymnasieundervisningen

Kursets omdrejningspunkt er Computational Thinking (beregningstænkning). Det er en tilgang til samspillet mellem matematik, modellering og computerberegninger, hvor problemer nedbrydes systematisk, mønstre identificeres, centrale aspekter abstraheres og trin-for-trin-løsninger tilrettelægges og implementeres på en computer. Matematikfaget er naturligvis helt centralt i Computational Thinking, men tankegangen rækker videre som et fundament for fremtidens ingeniørvidenskab og moderne AI-systemer.

Vi anvender programmeringssproget Python, som i dag er et af de mest udbredte værktøjer inden for videnskabelige beregninger, dataanalyse og kunstig intelligens. Der kræves ingen forudgående erfaring med programmering. Gennem kurset opbygger du gradvist de nødvendige kompetencer og får undervisningspakker med hjem, som kan afprøves direkte i gymnasieundervisningen.

Kursets indhold og læringsudbytte#

I løbet af kurset får du:

  • en introduktion til Computational Thinking og algoritmisk problemløsning samt redskaber til at inddrage disse perspektiver i matematikundervisningen.

  • praktisk erfaring med at anvende Jupyter Notebooks som undervisningsværktøj til matematik, modellering og programmering.

  • erfaring med at anvende Python til numeriske beregninger, simuleringer og undersøgelser af matematiske modeller.

  • konkrete eksempler på samspillet mellem matematik, modellering og computerberegninger, som kan overføres direkte til gymnasieundervisningen.

  • færdige undervisningspakker med introduktioner, øvelser og lærervejledning, som kan afprøves direkte i egen undervisning som supplerende materiale eller i projektforløb.

Målgruppe#

Kurset henvender sig til undervisere i matematik på STX, HTX, HHX og HF. Kurset kræver ingen forudgående erfaring med programmering og er relevant både for lærere, der ønsker at komme i gang med Python, og for lærere, der vil styrke arbejdet med matematisk modellering og computerberegninger i matematikundervisningen.

Forløb#

Kurset afholdes i efteråret 2027 og består af:

  • Internat på Rungstedgaard: 6.-7. oktober

  • Internat på Rungstedgaard: 8.-9. november

  • Afsluttende projektdag på DTU: 10. december

Internaterne kombinerer faglige oplæg, praktiske øvelser og erfaringsudveksling. Et typisk program indeholder:

  • introduktion til dagens faglige tema

  • arbejde med matematik, modellering og computerberegninger

  • øvelser og eksempler med Python-programmering

  • planlægning af afprøvning i egen undervisning

  • populærvidenskabelige foredrag om aktuelle perspektiver

Til den afsluttende projektdag inviterer vi både lærere og elever til et program i kursets ånd med foredrag og workshops, der giver inspiration til større opgaver og projekter (fx SRP, SOP, SSO).

Undervisere#

Kurset tilrettelægges og undervises af Inge Li Gørtz, Kim Knudsen, Jakob Lemvig, Steen Markvorsen, Ulrik Engelund Pedersen og Karsten Schmidt, som alle er tilknyttet DTU Compute.

Kontakt: Kim Knudsen (kiknu@dtu.dk) ved spørgsmål om kurset.

Praktiske oplysninger#

Lokationer:

Rungstedgaard
Rungsted Strandvej 107
2960 Rungsted Kyst

Danmarks Tekniske Universitet
Anker Engelundsvej 101
2800 Kgs. Lyngby

Pris: 13.000 kr.

Prisen inkluderer undervisning, kursusmaterialer, ophold og forplejning på internaterne. Transportudgifter er ikke inkluderet.

Tilmeldingsfrist: Fristen for tilmelding er 19. marts 2027, på conferencemanager [LINK kommer snarest].

Kurset er optaget på Novo Nordisk Fondens liste over efteruddannelsestilbud. Læs mere på novonordiskfonden.dk.

Baggrund#

InterMat 2.0 bygger videre på initiativet InterMat, som er rettet mod gymnasieelever og bygger bro til den indledende matematikundervisning på videregående uddannelser. Læs mere på intermat.compute.dtu.dk.

InterMat 2.0 blev første gang gennemført i 2025 med særdeles positive erfaringer, og alt kursusmaterialet kan findes i arkivet her på siden.